CHORIZO FETTUCCINE (2-3 personer)
- 1 chorizopølse (gerne de stærke af slagsen)
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 dåse hakket tomat
- 1 lille dåse tomatpuré
- 1 spsk. tørret oregano
- salt og peber
- ½-1 tsk. Kartoffelmel
- evt. en klump bacon, fennikelfrø og soyasauce
- 200g fettuccini
Skær pølsen i skiver og steg den på panden. Man kan godt tilføje et stykke bacon skåret i tykke strimler, men jeg foretrækker retten simpel (hvis man gerne vil ha' retten lidt stærkere, kan man stege lidt hakket chilipeber med, eller tilføje anden form for chili). Hak løgene i tern og kom dem på panden når pølsestykkerne er lidt brune. Skær hvidløgene i tynde skiver og tilføj dem sammen med oreganoen. Retten behøver ikke så mange krydderier pga. chorizopølsens kraftige smag, men hvis man vil kan man prøve at knuse ½ tsk. fennikelfrø i. Jeg kan personligt godt li' at tilføje lidt soyasauce under stegningen. Brun det kort sammen med resten og hæld dåsetomaten i. Tilføj lidt puré for en mere koncentreret smag.
Når saucen koger skruer man ned på svag varme og lader retten simre i 20-45 min, alt efter hvor meget tid man har eller gider bruge.
Tilføj gerne lidt hakket basilikum til sidst, hvis du har det. Bland kartoffelmelen med lidt vand og hæld den i saucen mens man rører rundt.
Server den med fettuccine og parmesan.- Følg pastaguiden under "Grundmetoder", hvis pastaen skal være hjemmelavet. Pastamaskiner har en filterkværn der kan skære lasagneplader i fettuccinestrimler. Ellers køb frisk pasta i supermarkedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar