mandag den 29. oktober 2012

Havregrynskugler



HAVREGRYNSKUGLER
  • 200g smør
  • 2dl sukker
  • 6dl havregryn
  • 2 tsk vanillesukker
  • 6 spsk. kakao
  • 6 spsk. stærk kaffe
  • kokos til at vende dem i
Bland ingredienserne i en skål med en grydeske og form derefter kuglerne med hænderne. Jeg bruger kaffe fra en mokkakande, men andet kan sagtens bruges. De er bløde og klæbende, men bliver hårdere efter lidt tid på køl. Opskriften gi'r 20-25 kugler. Rul dem i kokosmel og læg dem på køl.

søndag den 28. oktober 2012

Cheesecake



CHEESECAKE (8-10 personer)
  • 500g kvark
  • 250g creme fraiche
  • 1/4 liter piskefløde
  • evt. 4-6 æggeblommer
  • 150g sukker
  • 6 stk. husblas (kan også laves vegetarisk med agar-agar)
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 2 tsk. citrolskal
  • 3-4 spsk. citronsaft
  • 12 Digestive kiks
  • 50-75g smør
  • 1 pose frosne hindbær
  • ekstra sukker og kartoffelmel
Cheesecakes kan laves på mange forskellige måder, men en standard NY Cheesecake laves med smørost og æggeblommer. Smørosten gør den fastere i konsistensen, så der ikke behøves husblas eller andet stivelsesmiddel. Jeg foretrækker at bruger creme fraiche og/eller kvark, samt piskefløde, som giver en mere luftig konsistens. Denne metode kræver dog husblas, så advar vegetarerne. Alternativt kan man bruge et vegetarisk produkt, Agar-Agar, der skulle ha' samme effekt, men har ikke erfaring med at bruge det.

Smelt smøren, knus kiksene og bland dem med smøren i gryden. Hæl det i en springform, fordel det og stil formen i køleskabet til afkøling. Læg husblas i koldt vand i 10 min. Riv citronen og bland skrællen med kvark, creme fraiche, æggeblommer, sukker og vanillesukker i en skål. Hvis man ønsker en mere fedtfattig udgave, kan man nøjes med at bruge kvark i stedet for creme fraiche. Tag husblas op læg det i en gryde med det vand der hænger ved. Smelt det på laveste blus til det er helt opløst. Mas citronen ned i gryden for at afkøle husblassen og bland det sammen med cremeblandingen. Pisk fløden og vend den i cremen.
Fordel cremen over kiksebunden i springformen og stil den på køl. Varm de frosne hindbær i en gryde og tilføj et krus vand. Man kan bruge blåbær eller andre bær, hvis man er mere til det. Lad det koge sammen, tilføj sukker og jævn det med kartoffelmel opløst i vand så konsistensen er tyk. Smagen må gerne være sød, så smag til med sukker. Man kan nu vælge om det skal køles ned inden eller om man gerne vil tilføje det mens det er varmt. Hvis det er varmt, smelter det ½-1 cm ned i cremen. Fordel den på toppen i springformen og lad den køle i 5 timer eller natten over.






Trukket Oksetykkam




TRUKKET OKSETYKKAM (4-6 personer)
  • 1-1½ kg oksetykkam
  • ca. 5 gulerødder
  • ca. 5 løg
  • 8-10 fed hvidløg
  • evt. 1 kop rødvin
  • 140g tomatpuré
  • oksebouillon (2-3 tern)
  • ½ glas ribsgelé
  • salt & peber
  • 1 kg kartofler
  • 1 spsk. smør
  • 1-2 dl mælk
Fremgangsmåden for denne ret minder meget om min oksesteg. Den eneste forskel er at jeg braiserer kødet i længere tid, så det let kan trækkes fra hinanden.

Start med at krydder kødet med salt og peber og steg det i en stegegryde. Man kan også bruge en normal gryde, men vær' opmærksom på at det let brænder på, så hæld lidt vand til hvis det sker. Skær et af løgene i både og steg dem brune sammen med kødet. Brun tomatpuréen sammen med kød og løg eller i en pande ved siden af (det synes jeg er lettest at styre). Skru godt op for varmen, men ha' et glas vand klar når det begynder at brænde på. Det må ikke brunes så meget at der kommer sorte flager, så det er en god ide at holde øje med det hele tiden. Brun det til det får en god mørk farve og pres 2-4 fed hvidløg ned i retten.
Hæld vand, bouillon og evt. rødvin på, så det dækker ca. halvdelen af kødet. Tilføj den mørke puré, hvis den blev lavet på panden og få saucen op at koge. Skru ned på mellem-lav varme og og læg låg på. Nu skal retten simre i omkring 5 timer. Hvis man vil kan man skære kødet i mindre stykker løbende, så det hurtigere bliver mørt, men hvis man skifter mening og hellere vil servere kødet i skiver som en normal oksesteg, er det bedst at holde det intakt.

2 timer før retten er færdig: Fjern skræl fra løgene og læg dem hele i gryden. Skræl gulerødderne og skær dem i kortere stykker. Læg dem i gryden med resten af de hele hvidløgsfed (fjern skræl). Løg, gulerødder og hvidløg bliver lækre og bløde inden de 2 timer er gået. Efter så lang tid er hvidløgssmagen ikke så gennemtrængende, men er med til at give en god og fyldig smag til retten.

1½ time før retten er færdig: Nu skal kartoffelmosen laves. Skræl og kog kartoflerne så de er bløde og falder fra hinanden. Hvis de koges som normale kartofler, kommer der klumper i mosen. Hæld vandet fra og mos dem med en kartoffelmoser eller elpisker. Kom smør og mælk i og pisk det sammen. Kom mosen i souffléfade og sæt dem i ovnen på 220 grader i 20 min, eller indtil overfladen er lækker og brun.

Når kødet er færdigt, tag det op med resten af tilbehøret og læg det i et fad under stanniol. Kom ribsgeléen i saucen og skru op for varmen, så det bliver opløst. Sigt saucen så resterende løgstykker bliver fjernet og jævn den med majsstivelse opløst i lidt vand. Smag til med salt og peber.
Træk kødet fra hinanden med en gaffel og server det med mosen, tilbehøret og saucen. På billedet har jeg stegt champignoner på panden med løg, salt og peber, som ekstra tilbehør.

fredag den 26. oktober 2012

Hvidløgsmarinerede Tigerrejer


HVIDLØGSMARINEREDE TIGERREJER (6-8 personer)
  • 1 pose frosne rå tigerrejer (de grå)
  • 2-4 fed hvidløg
  • 1 tsk tørret dild
  • 3-5 spsk. rapsolie
  • salt & peber
  • rucola
Dette er en enkel, men utrolig lækker forret. Tag rejerne op af fryseren i god tid, så de når at tø op, eller læg dem frosne i et dørslag og sæt dem under den lunkne vandhane, til de begynder at blive bløde. Fjern skallen fra rejerne. Dette kan gøre ved at tage fat i skallen på indersiden hvor benene sidder. Lad halen blive på. Skyld dem til slut i koldt vand.

Knus hvidløgene ned i en skål og tilføj de øvrige krydderier og olien. Vend rejerne i marinaden og lad dem ligge i en dyb tallerken i en halv time inden de steges. Man kan også stille dem nogle timer på køl.

Steg dem med høj varme på en pande til de begynder at blive brune. Kom gerne overskydende olie fra den dybe tallerken på panden. Rejerne skal ha' ca. 5 min på hver side. Server dem på rucola som forret,


tirsdag den 23. oktober 2012

Flanksteak m. champignonsauce



























FLANKSTEAK (2-3 personer)
  • 1 stor flanksteak 500-700g
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2-3 fed hvidløg
  • 1 tsk. timian
  • salt og peber
  • 1 spsk. honning hvis den skal steges på grillen
KARTOFLER
  • ½ kg kartofler
  • ½ dl rapsolie
  • timian, salt og peber
CHAMPIGNONSAUCE
  • 500 g champignoner
  • 2 løg
  • ¼ liter piskefløde
  • salt og peber
Dagen før kødet skal steges, marinerer man det og lægger det på køl. Dette er en simpel marinade. Man kan sagtens opgradere med rødvinseddike, purløg og andre ting, men ofte er det godt at holde det simpelt. Tag kødet ud af fryseren inden man starter på kartoflerne, så det kan nå at få stuetemperatur.

Start med kartoflerne. Skræl dem, tag en stor frysepose, fyld krydderierne i den og mix det godt sammen. Det er ikke nødvendigt at krydre dem særlig meget.

Kom dem i ovnen på 220 grader (gerne varmluft) og skru ned når de har den ønskede farve. 45 min er tit nok på høj varme, men føl hvor bløde de er, løbende.

Når kartoflerne er i ovnen skal champignonerne vaskes og skæres i skiver. Mange tænker nok at det er forkert at vaske champignoner fordi de suger vand til sig og derfor mister smag. For det første er det en myte. De suger kun meget lidt vand til sig, så det er slet ikke umagen værd at børste dem rene. For det andet skal disse champignoner steges længe, så selvom det var sandt, ville det ikke ha' betydning for denne ret.


Denne simple champignonsauce er ekstrem lækker, især ift. hvor enkel den er. Steg champignonerne på panden med max varme til de bliver lidt brune. Der er meget vand i dem, så det kan godt ta' lidt tid. Det kan være en god ide at stege dem i to portioner. Hak løgene i tern mens champignonerne steger. Tag champignonerne af panden og læg dem på en tallerken, mens man bruner løgene. Når de begynder at få farve skal champignonerne igen i. Brun det hele rigtig godt og kværn godt med peber på, samt lidt salt. Vend det hele nogle gange og hæl fløden på. Lad den koge op så det bliver tykt. Skru ned når det begynder at boble kraftigt og lad retten simre indtil kartoflerne er færdige.

Steg kødet på høj varme på begge sider. Når de er brune skru ned på lav varme og steg dem til de er færdige. Det afhænger af tykkelsen. 10 min i alt er et godt udgangspunkt for en normal flanksteak, men bliver de tykkere skal de tit ha' nogle minutter mere. Det er samme teknik som andre steaks. Høj varme for at brune kødet og lav varme for at give en jævn rød farve gennem kødet. Store flanksteaks kan også lægges i ovnen i 8-10min sølvpapir efter bruning.

Lav en simpel salat ved siden af og server det hele samlet.

Sursød Steak



























SUR-SØD STEAK (2 personer)
  • 2 steaks uden fedtkant, evt. tykstegsfiletter
  • 2 peberfrugter
  • 1 tsk. tomatpuré
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 1 spsk. ribsgelé
  • olivenolie
  • salt, peber og timian (tørret eller frisk)
Dette er en meget hurtig og lækker, orientalsk inspireret måde at lave steaks på og man slipper for en stor opvask, for kød, peberfrugt og sur-sød sauce kan laves i samme pande (jeg udviklede retten før jeg fik en opvaskemaskine ;-)

Krydder kødet med salt og peber og læg dem i en skål med eddiken og lidt olivenolie, og lad det stå i 10-15 min.

Mens kødet trækker i eddiken, skæres peberfrugterne i store stykker og steges på panden med lidt stegeolie og timian. Stegetiden afhænger meget af smag og man finder hurtigt ud af hvad man bedst kan li'.

Tag kødet ud og steg det på panden (gem eddiken). Når jeg steger steaks på en pande, giver jeg dem høj varme på begge sider, så overfladen brunes hurtigt. Efter skruer jeg ned på lav varme for resten af stegetiden, som alt i alt ligger fra 6-10 min. for ”medium” alt efter kødets tykkelse. Min erfaring er at kødet får en mere homogen rød farve gennem det meste af kødet (ikke råt), frem for stor kontrast. Man kan let stege steaks seje med for høj varme i lang tid. Selvom man ikke er til rødt kød er det stadig en god metode.

Tag kødet ud, sluk for varmen og hæld eddike og olivenolie i den varme pande. Opløs ribsgeléen i eddiken og bland puréen i til en sauce. Kværn evt. lidt peber i hvis man mener at saucen trænger til det.

Server retten som vist på billedet og hæld saucen omkring og lidt på retten. Tilbehør kan være kogte ris eller hvad man ellers ønsker til.





And a l'orange




AND A L'ORANGE (5-6 personer)
  • 1 frossen and så stor som man ønsker
  • ¾ flaske rødvin
  • 3 store løg + 4 ekstra løg
  • 3-4 fed hvidløg
  • 2 appelsiner
  • 2 æbler
  • 2 spsk. oregano
  • 1 dåse tomatpuré
  • grønsags- eller andebouillon
  • ½ glas ribsgelé
  • salt og peber

And er det bedste i julen og det er en af de ting jeg holder mest af at lave. Som barn var det min favoritret og jeg elskede min fars andesovs. Jeg har længe været imponeret over, hvordan min far kan lave en så velsmagende brun sovs uden fløde. Metoden er stærkt inspireret af hans og den er altid et hit.

Tag anden op 2 dage før brug og læg den i køleskabet (jeg har nogle gange ladet den tø op i køkkenet med avispapir omkring, men det er vist ikke det folk anbefaler). Tag posen med hjerte, hals og lever ud og skyld dyret godt igennem. Husk at gør rent før og efter. Fjern indvendigt fedt og andet stads med hånden. Tænd ovnen på 220 grader, helst ikke varmluft. Klip eller skær røven af (det er den tot der sidder på rygsiden bag lårene). Den indeholder kirtler som ligner noget der er gået betændelse i, så væk med dem. Jeg skærer også de store hudstykker af ved bagdelen - bare rolig der er rigeligt fedt på anden.

Tag en dyb bradepande og skær et af de store løg i ringe som fordeles midt på pladen. Læg anden på ringene med ryggen nedad(de sørger for at den ikke hænger fast). Skær æblerne i stykker og fjern kernerne. Læg dem ind i anden sammen med oreganoen og halsen og krydder den med salt og peber. Tag de to andre løg, skær dem i både og fordel dem på bradepanden omkring anden sammen med hele hvidløgsfed. Fordel puréen på samme måde (den er bl.a. med til at gi' den brune farve). Lever osv. kan også lægges til. De 4 ekstra løg pilles og lægges hele på bradepanden med et lille stykke stanniol på toppen af hvert løg. De bliver helt bløde og lækre efter nogle timer.

Nu skal anden i ovnen. Jeg vender den gerne efter en lille times tid og gi'r den lidt salt og peber på den anden side. Når puréen og løgene begynder at brune efter en halv til en hel time, er det tid til at hælde rødvin på. Jeg hælder gerne lidt ad gangen, men det er vigtigt at man ikke gør det for tidligt, for så opnår man ikke en brun farve og saucen får ikke en helt så god smag. Det kræver en god balance og ofte er det bedre at vente lidt længere tid (man kan evt. brune pureen på panden og tilføje den senere, men jeg kan bedst li' at lave det hele samlet). En and kan godt laves på 2 timer, men jeg holder af at langtidsstege den med stanniol over, så den ikke tørrer ud. Når man har vendt anden læg stanniol over den og skru ned til 180 grader. 4-5 timer på 160 grader er godt hvis man vil ha' en helt lækker og blød and, men man kan godt nøjes med kortere tid. Når man har hældt alt vin på bradepanden og saucen er dejlig og mørk, kan man godt slappe lidt af og lade den stå.

















KARTOFLER
  • 1 kg
  • ½ del rapsolie
  • 1 spsk. timian
  • salt og peber
En time inden anden er færdig: Skræl kartoflerne, tag en stor frysepose, fyld krydderierne i den og mix den godt sammen. Man kan sagtens variere blandingen, eller tilføje andre krydderier. Der skal ikke så meget til før de bliver lækre. Stil dem øverst i ovnen. De skal ha' en times tid, men mærk på dem løbende.

En halv time inden kartoflerne er færdige skal anden ud. Skru godt op for ovnen, så kartoflerne kan blive brune. Læg anden på en tallerken og tøm indholdet ned i bradepanden (gem de hele løg og halsen). Alt på bradepanden skal nu koges i en gryde sammen med bouillonen (jeg synes ofte at anden giver nok "andesmag", så jeg bruger mest neutral bouillon). Skær anden så vinger, bryst, lår og ryg er hver for sig. Halsen som lå i anden skulle gerne være dejlig og mør. Læg alle stykkerne i den tomme bradepande, med skindet opad og stil den nederst i ovnen, så de også bliver lidt brune (brug stanniol noget af tiden, så de ikke bliver tørre.

Når kartoflerne er færdige, tag dem ud og sluk for ovnen. Læg noget over dem så de forbliver varme. Sigt indholdet af gryde over i en anden gryde og mas tilbehøret med en ske ned i sigten, så alt saft og kraft kommer med. Smid mosen ud og smag på den lækre sauce. Kom ripsgeléen i sammen med saften fra de to appelsiner og smag igen. Mangler den salt og peber? Kom lidt vand i hvis den er for koncentreret.

Lad saucen stå og lad fedtet komme til overfladen. Brug en stor ske til at fjerne fedtet over i et glas. Der kan sagtens være et helt glas fedt fra anden. Mange kan godt li' at gemme det og bruge det til stegning af kartofler eller andet, men jeg bruger det sjældent. Jævn med majsstivelse.



RØDKÅL
  • ½ rødkål
  • 2 spak. hvidvinseddike
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 3 lauerbærblade
  • 8-10 nelliker
  • 1-2 krus vand
  • 5 æbler
  • aromat eller grønsagsbouillon
  • kartoffelmel
  • lidt peber
Denne rødkål er fantastisk, især til and. Start med at skær rødkålet i to dele og gem den ene til en anden gang. Man kan også lave et helt rødkål, men man bliver overrasket over hvor meget det fylder, når man først skærer det ud. Skær det i tynde skiver og kort dem af så de ikke bliver så lange. Læg dem i en stor gryden. Mariner rødkålsstrimlerne med hvidvinseddike, sukker og salt og tilføj laurbærblade og nelliker. Hæld vandet i bunden og skru helt op for varmen. Skræl æblerne og skær dem i mindre stykker. Læg dem i og pres dem ned til vandet. Æblerne giver en rigtig god smag til din rødkål.

Tilføj lidt grønsagsbouillon nu, eller vent til sidst og smag til med aromat. Læg låg på og lad den koge på fuld varme i 15 minutters tid, skru ned på lav varme og gi' den 45 min mere. Det handler tit om at få balance mellem væskemængde og rødkål rigtig, men skulle der være en del væske er det en god ide at jævne den med kartoffelmel blandet i lidt vand. Tilføj lidt peber, hvis der er brug for det og smag til med salt og sukker.

Prøv at smag kødet og derefter kartoflerne med sauce og rødkål. Kombinationen af sauce og rødkål er fænomenal.

Benløse Fugle



























BENLØSE FUGLE (4 personer)

  • 4 store stykker venøsteaks 
  • to syltede agurker 
  • 3 løg 
  • ca. ½ flaske rødvin 
  • 75g tomatpuré (140g hvis der skal være meget sauce) 
  • 4 tsk dijonsennep 
  • 8 skriver bacon 
  • bouilionterninger efter behov 
  • ribsgelé 
  • salt og peber 
  • madsnor 
  • majstivelse 

Mange ser benløse fugle som en lidt uchecket ret, men laver man det på denne måde kan man ikke undgå at blive en fan. Opskriften er inspireret af den måde de laves i Rheinland, hvor min far er vokset op.

Man starter med at lægge venøsteaks'ene på et skærebræt. Smør en teske stærk dijonsennep på. Her kan det godt lyde som en stærk ret, men den stærke smag afta'r og danner en god og kraftig smag til kødet og saucen. Efter kværnes der peber på og kødet dækkes med baconskriver (antallet af skiver afhænger af kødets overfladeareal). Det er på nuværende tidspunkt ikke nødvendigt med salt pga. baconsmagen.

Løget skæres i tynde både og fordeles på tværs af kødet. Del de to syltede agurker i 4 stykker på langs og fordel dem ligesom løgene. Til slut skal kødet rulles sammen og snøres som på billedet.

Så kommer det sjove: brun fuglene på alle sider i en stegepande, eller stegegryde. De skal have god farve. Tag dem op og læg dem på en tallerken, mens resten af løgene brunes i samme pande indtil de er godt brune (løg er obligatorisk når man laver en god brun sauce).

Nu skal tomatpuréen brunes. Dette kan gøre sammen med løgene eller endda sammen med både løg og kød, men jeg er begyndt at brune den alene, så man bedre kan styre det. Skru godt op for varmen, men ha' et glas vand klar, når det begynder at brænde på. Det må ikke brunes så meget at der kommer sorte flager, så det er en god ide at holde øje med det hele tiden. Når farven er god og mørk hældes vinen og boullionen på. Brug bouillonnterninger opløst i vand eller oksefond. Mængden er tit en smagssag, da de andre ingredienser giver en stor del af smagen (man kan også lave sin fond fra bunden, med kraftben, selleri, porrer m.m., men det overlader jeg til entusiasterne – jeg lover at man opnår en fremragende smag med den simple metode :-)

Tilsæt fuglene, de brunede løg og evt. lauerbærblade hvis man vil være lidt sejere, og lad retten simre under låg i 2½ time. Man kan også tilføje hele løg og gulerødder som bliver lækre og bløde efter 2 timer, men det er kun for folk som mig selv, der ikke er så kreativ med tilbehøret :-)

Når simretiden er ved at være omme, er det tid til at smage saucen til med salt, peber og ikke mindst ribsgelé og man skal ikke værre nærig med ribsgeléen. Den giver en god balance til smagen fra kød, bacon og de syltede agurker. Inden man jævner saucen med majsstivelse, kan man sigte den så der ikke er løgstykker i saucen.


God appetit!











































































KARTOFFELKLÖSSE
  • 1 kg kartofler
  • 150g kartoffelmel (lidt mere, hvis konsistensen ikke er helt rigtig)
  • 1 æg
  • lidt muskat
  • salt
Kartoffelklösse er den tyske variant af dumplings og er rigtig gode til retter som denne. Man kan dog sagtens servere kogte kartofler, eller kartoffelmos i stedet for. Mange opskrifter af kartoffelklösse er med mel, men jeg foretrækker dem med kartoffelmel.

Kog kartoflerne igennem, så de let kan moses. Hæld vandet fra og mos dem i gryden. Kom en spiseske smør i og mos det sammen. Det er stadig ikke for sent at lave kartoffelmos i stedet for, hvis man pludselig har fortrudt. Efter kommer man æg, kartoffelmel og muskat i og ælt det sammen. Hvis man gerne vil gøre det med hænderne, er det en ide at lade kartoflerne køle lidt ned. Kog dem omkring 5 min. i saltet vand og server dem med kød og sauce.

Pesto Pappardelle






PESTO (4-6 personer)
  • 2 basilikumsplanter
  • 1 pose pinjekerner
  • 3 spsk. revet parmesanost
  • 1 fed hvidløg
  • 1 deciliter olivenolie
  • lidt salt og peber
Det er let og hurtigt at lave en lækker pesto. Køb to basilikumsplanter i det lokale supermarked og pluk bladene af. Vask dem og kom dem i en stor skål. Rist pinjekernerne på en tør pande til de er lidt brune (husk at de nemt kan brænde på). Kom resten af ingredienserne i skålen og blænd det hele sammen. Mange hælder mere olivenolie i, men det er efter min mening ikke nødvendigt. Stil den i køleskabet til den skal bruges.





















































HJEMMELAVET PASTA
  • 500 g durummel
  • 5-6 æg

Flere kokke anbefaler italiensk type 00 mel til pasta, men jeg foretrækker durummel. Primært fordi at den er lettere at ælte og arbejde med i en pastamaskine. Jeg benytter den også mere og mere til pizzabunde af samme grund.

Mængden afhænger af hvor meget pasta man gerne vil lave og forholdet af æg og mel afhænger af størrelsen af æggene. Start med at kom mel i en stor skål og lav en fordybning i midten til æggene. Ælt det sammen med hænderne eller hvad du ellers har af ælteudstyr. Hvis man bruger hænderne så fortsæt gerne på bordet, når det begynder at hænge sammen. Man finder hurtigt ud af om forholdet mellem æg og mel passer. Ellers må man kompensere løbende. Ælt gerne i et stykke tid før den skal mases flad.

Det er meget lettere at bruge en pastamaskine, men det er også muligt uden. Uanset hvad er det vigtigt at rulle dejen helt tynd som karton. Med en pastamaskine er det vigtigt at bruge en masse mel hver gang dejen rulles igennem, for den kommer meget let til at klæbe. Del gerne dejen op i mindre stykker. Flad dejen ud, kom mel på og rul den igennem maskinen på den bredeste indstilling. Fold den i enderne så de er lige og kør den igennem igen. Gør det evt. en  Kør den igennem alle indstillinger indtil den næst mindste indstilling og husk at brug masser af mel. Nu har du lavet lasagneplader. Denne tykkelse passer til bl.a. pappardelle og fettuccine. Den mindste indstilling er til tortellini og ravioli som lægges dobbelt.

Fold de lange lasagneplader oven på hinanden og skær dem i 3-4 dele – så har du pappardeller. Hvis du ikke gider det, så køb frisk pasta på køl i stedet for ;-)

Kog pastaen nogle minutter (mængde efter behov). Når den er al dente, hæld vandet fra og vend den i pestoen. Server på fad eller direkte på tallerkenen.

Ragu Fettuccine



























RAGU FETTUCCINI (5-6 personer)
  • 500g oksebov eller tykkam
  • 1 stort løg, eller 2 almindelige
  • 4 fed hvidløg
  • 2 dåser hakket tomat
  • 1 dåse tomatpuré
  • 2 spsk. tørret oregano
  • en kop rødvin
  • salt og peber
  • lidt sukker eller ribsgelé
  • 1 tsk. kartoffelmel
  • 2 bouillonterninger
  • ca. 750g fettuccini
Denne ragu er i princippet en avanceret bolognese, så metoderne er ret ens. Køb et stykke oksebov og skær det i strimler (ikke for store). Oksetykkam kan også bruges, men jeg bruger det mest til oksesteg.

Krydder kødet med salt og pebber og steg det i en sauterpande for fuld varmen. Hak løgene i tern og kom dem i panden, når kødet er brunt. Skær hvidløgene i tynde skiver og tilføj dem sammen med oreganoen. Brun det kort sammen med kødet og hæld dåsetomaten i. Tilføj vinen og puréen og rør det hele sammen (det kan sagtens laves uden vin).

Når saucen koger skruer man ned på svag varme så saucen simrer. Tilføj bouillonterningerne og evt. laurbærblade og lad retten simre i 2 timer, gerne længere så kødet er lækkert og mørt. Når tiden er gået, skal den smages til. Tilføj gerne lidt ribsgelé og hakket basilikum, hvis du har det. Tilføj lidt vand, hvis den er kogt lidt for meget ned og slut af med at jævne saucen med kartoffelmel, men vær' forsigtig. Man kan let bruge for meget og så bliver saucen til gelé. Bland kartoffelmelen med lidt vand og hæld den i saucen mens man rører rundt.

Server den med fettuccine, parmesan og cherrytomater og rucola som på billedet.


- Følg pastaguiden under "Grundmetoder", hvis pastaen skal være hjemmelavet. Pastamaskiner har en filterkværn der kan skære lasagneplader i fettuccinestrimler. Ellers køb frisk pasta i supermarkedet.

Chorizo Fettuccine


























CHORIZO FETTUCCINE (2-3 personer)
  • 1 chorizopølse (gerne de stærke af slagsen)
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 spsk. tørret oregano
  • salt og peber
  • ½-1 tsk. Kartoffelmel
  • evt. en klump bacon, fennikelfrø og soyasauce
  • 200g fettuccini
Hvis man er træt af bolognese kan man lave denne variant. Den er enkel, hurtig, smager super godt og så er det en let måde at få komplementer fra sine gæster.

Skær pølsen i skiver og steg den på panden. Man kan godt tilføje et stykke bacon skåret i tykke strimler, men jeg foretrækker retten simpel (hvis man gerne vil ha' retten lidt stærkere, kan man stege lidt hakket chilipeber med, eller tilføje anden form for chili). Hak løgene i tern og kom dem på panden når pølsestykkerne er lidt brune. Skær hvidløgene i tynde skiver og tilføj dem sammen med oreganoen. Retten behøver ikke så mange krydderier pga. chorizopølsens kraftige smag, men hvis man vil kan man prøve at knuse ½ tsk. fennikelfrø i. Jeg kan personligt godt li' at tilføje lidt soyasauce under stegningen. Brun det kort sammen med resten og hæld dåsetomaten i. Tilføj lidt puré for en mere koncentreret smag.

Når saucen koger skruer man ned på svag varme og lader retten simre i 20-45 min, alt efter hvor meget tid man har eller gider bruge.

Tilføj gerne lidt hakket basilikum til sidst, hvis du har det. Bland kartoffelmelen med lidt vand og hæld den i saucen mens man rører rundt.

Server den med fettuccine og parmesan.
- Følg pastaguiden under "Grundmetoder", hvis pastaen skal være hjemmelavet. Pastamaskiner har en filterkværn der kan skære lasagneplader i fettuccinestrimler. Ellers køb frisk pasta i supermarkedet.

Spaghetti Bolognese




SPAGHETTI BOLOGNESE (4-5 personer)
  • 500g hakket oksekød
  • 1 stort løg, eller 2 almindelige
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dåser hakket tomat
  • 1 dåse tomatpuré
  • 2-3 spsk. tørret oregano
  • salt og peber
  • lidt sukker
  • 1 tsk. kartoffelmel
  • 2 bouillonterninger
  • evt. frisk basilikum
  • 500-600g spaghetti

”Less is more”, som arkitekten, Mies van der Rohe sagde. En god bolognese behøver hverken gulerødder eller champignoner for at være smagfuld. Start med at hak løget i tern og steg det i en gryde på halv varme med lidt rapsolie i bunden. Læg kødet i efter og skru helt op for varmen. Jeg kan sagtens finde på at starte med at stege kødet, for det gør ikke den store forskel. Mens kødet steger kommer der en del kødsaft i gryden. Jeg plejer at brune kødet, så jeg hælder ofte væske fra i et glas, så man lettere kan stege kødet. Væsken kan tilføjes senere, hvis det ønskes. Brug en træske til at vende kødet og pres gerne stykkerne fra hinanden, så de til sidst er fine og små.

Skær hvidløgene i tynde skiver, eller pres dem i en hvidløgspresse (jeg foretrækker skiverne som i bedste Goodfellas-stil). Kom det i når kødet begynder at blive brunt og tilføj oreganoen og lidt salt og peber (2-3 spsk. oregano er et skud i tågen, for i virkeligheden måler jeg det aldrig, men det burde være et okay udgangspunkt). Brun det kort sammen med kødet og hæld dåsetomaten i. Tilføj lidt vand samt puré og rør det hele sammen.

På nuværende tidspunkt skal man ikke være bange for at konsistensen er tynd, for saucen jævnes til sidst. Mange vælger at koge saucen helt ned i stedet for, så der ikke er overflødig væske. Alligevel oplever mange at den resterende væsken skiller sig fra kødet og lægger sig på bunden af tallerkenen, når man hælder den på spaghettien.

Når saucen koger skruer man ned på svag varme så saucen simrer og det må den gerne gøre en timer eller flere, hvis man vil have den ekstra god. For at gi' lidt ekstra smag, kan det være en god idé at tilføje et par bouillonterningerne i. Klem dem i stykker i gryden og lad dem simre med. En anelse rødvin er også godt, men ikke en nødvendighed. Når bolognesen har stået tilpas længe, smager man den til - jeg giver den ofte lidt ekstra oregano til sidst. Er der nok salt og peber? Lidt sukker kan give en god balance i smagen (Godfather-tricket.) Hvis man ønsker, kan man hakke lidt basilikum i til sidst, som vendes et par gange i saucen. Det kan nogle gange være nødvendigt at tilføje lidt vand, hvis den er kogt ned.

Slut af med at jævne saucen. Jeg bruger ofte kartoffelmel til tomatsauce, fordi det er det mest effektive. Men vær' forsigtig. Man kan let bruge for meget og så bliver saucen til gelé. Bland kartoffelmelen med lidt vand og hæld den i saucen mens man rører rundt.

Server bolognesen med spaghetti og parmesanost.

Tarteletter




TARTELETTER - MED KYLLING OG ASPARGES 
(3-4 personer)
  • 800g kyllingelår
  • ¼ piskefløde
  • hvide asparges (friske eller fra dåsen)
  • hønsebouillon
  • salt, peber, laurbærblade og timian
Tartelletter kan laves simpelt, men velsmagende. For at forenkle retten koger man færske kyllingelår i stedet for en hel høne. Kom lårene i en gryde med vand der dækker ¾ af kyllingen – så behøver man ikke at koge suppen ned til det halve. Kog dem i 45 min til kødet er helt mørt, eller længere tid hvis det ønskes. Tilføj evt. et par laurbærblade under kogningen.

Tag kødet ud, fjern det fra benene og skindet og skær det i mindre stykker. Kom ¼ l piskefløde i suppen og kog det op. Tilføj hønsebouillon for bedre smag og smag til med salt, peber og evt. lidt timian. Har man ikke så meget bouillon kan man til nød tilføje lidt mere salt i stedet for.

Vask de hvide asparges og skær dem i de ønskede længder. Kog dem med kødet i suppen de sidste 10+ min og slut af med at jævne med majsstivelse. Hvis man vil være mere fancy, kan man tilføje andre grønsager som f.eks. gulerødder til kogningen. Server i varme tartelletter med lidt persille på toppen. De kan købes færdige, eller laves af butterdej. Det er ikke min specialitet, så jeg holder mig til de spiseklare.